Frederik Tuxen Bjerrum LA - Kandidat til kommunal- og regionsrådsvalg 2025

Frihed under ansvar

Jeg har altid troet på, at frihed hænger sammen med personligt ansvar. Det er et princip, jeg har levet efter hele mit liv – og nu vil jeg kæmpe for det samme i politik.

Frederik Tuxen Bjerrum

51 år

Fra de gode gamle 70’ere

Gift

Gift med Line – far til fire

Frederiksberg

Bosat siden 2014

Erhverv

Iværksætter siden 1994

Fritid

Familieliv, ishockey og rejser

Derfor gik jeg ind i politik

Jeg har aldrig været politiker eller politisk aktiv. Faktisk har jeg i mange år kaldt Folketinget for en koldbøttefabrik. Men som så mange andre har jeg fulgt med – og ofte med stigende frustration. Jeg har set, hvordan pengene fosser ud af kommune- og statskassen, mens de svageste bliver ladt i stikken. Og hvordan der træffes hovedløse beslutninger, som om vi borgere ikke er i stand til at tage ansvar og træffe egne valg.

I foråret 2024 befandt jeg mig et sted i livet, hvor jeg for første gang i mange år havde tid til at stoppe op. Efter 30 år som iværksætter – og med størstedelen af mine forretningsaktiviteter solgt fra – sad jeg i mit sommerhus og mærkede et tomrum. Jeg ledte ikke efter et job eller et nyt startup. Jeg ledte efter noget, der gav mening.

Så jeg gik i gang med at læse partiprogrammer. Ikke bare overskrifterne, men hele molevitten – fra A til Å. Enhedslistens sprang jeg dog over – det virkede ærligt talt som spild af tid. Til gengæld stod én ting hurtigt klart: Liberal Alliance er det eneste parti, der tør tænke nyt og handle på det. Jeg har altid troet på frihed under ansvar – et grundprincip, jeg har levet efter som iværksætter og som menneske. Nu vil jeg kæmpe for det som politisk kandidat.

Det sjove er, at jeg aldrig har stemt på Liberal Alliance før. Men det ændrede sig hurtigt, da jeg læste partiprogrammet og kunne spejle mig i værdierne.

Få timer senere havde jeg meldt mig ind i Liberal Alliance. Ikke fordi jeg drømte om et liv i politik – men fordi jeg kunne mærke, at jeg havde noget at bidrage med. Og fordi jeg tror på, at det gør en forskel, når man selv tager ansvar. I dag driver jeg stadig et par virksomheder – men på en måde, der giver plads til noget større.

Jeg lærer bedst ved at kaste mig ud i det og få hænderne ned i maskinrummet. Jeg er typen, der tror på learning by doing. Derfor stiller jeg op til kommunalvalg, regionsvalg og folketingsvalg – ikke for at skabe varm luft og symbolpolitik, men for at forstå systemet indefra og være med til at ændre det. Jeg tror ikke på spin og personlig profilering. Jeg tror på handling.

Du skal ikke regne med, at jeg bliver en del af maskinen.

Jeg stiller op for at få den til at virke.

Frederik :-)

Seneste blogindlæg

Nye blogindlæg er på vej – få automatisk besked.