Frederik Tuxen Bjerrum LA - Kandidat til kommunal- og regionsrådsvalg 2025

Mindre kommune. Mere Frederiksberg.

Kommunalvalg 2025

Jeg stiller op på Frederiksberg – ikke med løfter om guld og grønne skove, men med ambitionen om at rydde op, skære ned og få det nære til at fungere igen.

Frederik Tuxen Bjerrum

Bevar Frederiksberg

Stop den almene boligillusion

Kernevelfærd først

Dine skattekroner skal bruges med omtanke

Stærkere erhvervsliv

Et stærkt lokalt erhvervs- og foreningsliv

01

Bevar Frederiksberg

Stop den almene boligillusion

Frederiksberg er i dag den tættest bebyggede og befolkede kommune i Danmark. Alligevel bliver der presset endnu flere almene byggerier ind – ofte uden hensyn til byens struktur, karakter og grønne lokale fællesskaber.

Vi har næsten dobbelt så mange almene boliger som København – målt pr. kvadratkilometer. Og vi har mere end dobbelt så mange som Gentofte og Rudersdal – målt pr. indbygger.

Det almene boligkoncept er en illusion. I virkeligheden er det et system, som kun få har adgang til. Kravene til billigt byggeri går ud over kvaliteten. Det almene boligkoncept trækker boliger ud af det frie marked – og det koster kommunen hundredvis af millioner.

Det betyder, at vi på Frederiksberg allerede har ydet vores del. Jeg siger ikke nej til hjælp til dem, der har brug for det. Jeg siger nej til at ødelægge Frederiksberg med en forfejlet boligpolitik, der ikke løser de reelle udfordringer.

I stedet vil jeg arbejde for, at vi prioriterer boliger til dem, der ellers bliver overset: Unge, der skal flytte hjemmefra. Ældre, der gerne vil blive boende i byen. Dem, der skaber stabilitet, liv og sammenhængskraft.

Vi skal bevare Frederiksberg. Ikke ødelægge byens unikke karakter.

Frederik Tuxen Bjerrum
02

Kernevelfærd først

Vi skal bruge pengene med omtanke

Frederiksberg skal være en kommune, der løser færre opgaver – men gør det bedre. I dag bruger vi millioner på smarte projekter, eksterne konsulenter og strategier, som sjældent bliver til noget. Imens halter det med helt basale velfærdsopgaver.

For mig handler det om at sikre en tryg hverdag med velfungerende skoler, daginstitutioner, ældrepleje, psykiatri, handicaptilbud og social støtte til de mest udsatte. Og om en kommune, der passer på sine medarbejdere, grønne områder og den daglige drift – alt det, der tilsammen skaber en kommune i topklasse.

Vi skal ikke have råd til prestige og varm luft. Vi skal have råd til kernevelfærd – og det kræver, at vi vælger det til.

Derfor vil jeg som noget af det første arbejde for, at vi får oprettet et uafhængigt og tværfagligt optimeringsudvalg med ét klart formål: at finde konkrete steder, hvor kommunen kan bruge ressourcerne bedre – uden at skære i den kernevelfærd, kommunen er forpligtet til at levere.

Det handler ikke om at spare. Det handler om at bruge pengene ansvarligt og med omtanke.

Det burde være sund fornuft. Men sådan er det ikke i dag.

Frederik Tuxen Bjerrum
03

Stærkere erhvervsliv

Et stærkt lokalt erhvervs- og foreningsliv

Frederiksberg skal være en kommune, der hjælper – ikke hæmmer. Vi har brug for et stærkt lokalt erhvervsliv, hvor butikker, caféer, håndværkere og selvstændige kan trives uden at drukne i regler og benspænd.

Men vi har også brug for de frivillige kræfter. Idrætslivet. De lokale foreninger. Kulturtilbuddene. De fællesskaber, der holder byen sammen og giver mening i hverdagen – fra børnefamilier til ældre.

Jeg vil gøre det nemmere at drive virksomhed og forening i Frederiksberg Kommune. Mindre papirarbejde. Hurtigere svar. Mere tillid.

En by uden erhvervsliv og foreningsliv er en død by. Jeg vil kæmpe for, at Frederiksberg bliver det modsatte.

Frederik Tuxen Bjerrum

Seneste blogindlæg

Nye blogindlæg er på vej – få automatisk besked.