Når kommunen glemmer forskellen på “Need to have” og “Nice to have”

|Frederik Tuxen Bjerrum
Når kommunen glemmer forskellen på “Need to have” og “Nice to have”

Der er ét spørgsmål, jeg stiller mig selv igen og igen – både når jeg driver forretning, og når jeg kigger på, hvordan Frederiksberg Kommune bliver drevet:

Er det her “need to have” – eller bare “nice to have”?

Det lyder måske banalt. Men det er faktisk en af de vigtigste politiske sondringer, der findes. Og det er en, mange kommunalpolitikere desværre har glemt. Eller bevidst undgår.

Jeg ser det igen og igen: Politikere, der hellere vil klippe snore end løse kerneopgaver. Der hellere vil bygge nyt, end vedligeholde det gamle. Der hellere vil bruge penge på prestige, end på pleje.

Men kommunen er ikke en pr-butik. Den er ikke en gavebod. Den er – eller burde være – en garant for det mest grundlæggende i vores hverdag: tryghed, trivsel og tillid til systemet.

Når rugbrødet glemmes for flødeskummet

Der er ikke noget galt med kulturhuse, grønne tage eller moderne byrum. Helt ærligt – jeg kan godt lide alt det “rare” i hverdagen. Men det må aldrig stå i vejen for det nødvendige. Kommunens opgave er ikke at pynte på livet, før den har styr på fundamentet.

Og lige nu? Der knirker fundamentet altså.

Jeg hører forældre fortælle, at deres børn bliver afleveret i børnehaver med alt for få voksne og overfyldte skoleklasse. Jeg møder ældre, der har mistet tilliden til hjemmeplejen. Og jeg læser om handicappede og andre sårbare, der får frataget støtte uden forklaring.

Det er ikke småting. Det er ikke detaljesnak. Det er liv, der ikke fungerer – fordi kommunen har travlt med alt det udenom. Det burde være en skandale, at vi bruger millioner på projekter, som ingen savner, mens de mest sårbare borgere får at vide, at der skal “prioriteres”.

Så lad os da prioritere. Men lad os starte med at skelne mellem det, vi skal – og det, vi gerne vil, hvis alt andet er på plads.

“Need to have” – det handler ikke om minimalisme, men om respekt

Når jeg taler om “need to have”, bliver jeg nogle gange mødt med et: “Ej, Frederik, skal alt bare være funktionelt og gråt?”

Nej, det handler ikke om at gøre kommunen trist eller gold. Det handler om at respektere borgernes penge og behov. Vi skal ikke spare for at spare. Vi skal spare for at kunne bruge rigtigt.

Der er altså forskel på, om vi investerer i, at vores ældre får ordentlig mad og faste ansigter i hjemmeplejen – eller om vi finansierer endnu en kommunal “visionsworkshop” med post-its og frugtordning.

Når vi bruger penge på “need to have”, så styrker vi den velfærd, som ingen andre end kommunen kan levere selv eller via private aktører. Og det skal vi gøre, før vi overhovedet overvejer noget andet.

Det koster dyrt, når vi lader være

Hvem betaler, når vi vælger forkert? Det gør du. Det gør din nabo. Det gør vores børn og forældre. For vi bruger deres skattekroner – og ofte uden at spørge dem først.

Men det er ikke kun penge, vi spilder. Det er tillid.

Tillid til, at kommunen er til for borgerne. At der er styr på det, der skal være styr på. Og at når man har brug for hjælp, så bliver man mødt med løsninger – ikke lange ventetider, misforståelser og kolde hænder.

Det er den tillid, vi risikerer at tabe, når vi glemmer at sætte kernevelfærden først.

Eksempel: Almene boliger som “løsning” på alt

Et godt eksempel er de almene boliger. På papiret lyder det jo rigtigt og vigtigt: “Vi skal have boliger til alle.” Men i virkeligheden er det ofte dyr symbolpolitik, hvor kommuner bygger boliger, som ingen rigtig har råd til at bo i – eller som ender med at belaste kommunen økonomisk årtier frem.

I stedet for at fokusere på, hvordan vi får flere passende boliger til unge og ældre, eller hvordan vi kan lette presset på markedet gennem smidigere lokalplaner og hurtigere byggesagsbehandling, så vælger man at kaste millioner i beton.

Det er ikke “need to have”. Det er “nice to have” – og endda dårligt gennemført.

En kommune er ikke en idébutik

Jeg ved godt, det kan lyde lidt tørt at tale om drift, vedligehold og sagsbehandling. Det er ikke det, der får flest likes. Men det er det, der får hverdagen til at fungere.

Og i min optik er det langt federe at få styr på kernevelfærden end at vinde en pris for “innovativ byudvikling”.

En kommune skal ikke være en legeplads for politikere med store armbevægelser og begrænset økonomiforståelse. Den skal være en stabil, ærlig og ansvarlig organisation, som prioriterer rigtigt – og som tør sige: “Det her må vente.”

Hvad jeg foreslår i stedet

Vi skal indføre en kultur, hvor hvert nyt forslag mødes med spørgsmålet:

“Er det her nødvendigt – eller bare rart?”

Hvis det ikke er nødvendigt – og vi ikke har styr på det grundlæggende – så skal det på pause. Punktum.

Vi skal også turde rydde op. Der er opgaver, kommunen slet ikke bør bruge energi på. Der er ordninger, der ikke virker. Der er processer, der kan skæres ned – uden at nogen savner dem. Det kræver mod, men det frigør ressourcer til det vigtige.

Det handler ikke om nej-hat, men om ja til det rigtige

Jeg stiller ikke op til kommunalvalget for at sige nej til alt. Jeg stiller op for at sige ja til det rigtige først.

Jeg tror på en kommune, hvor vi passer på vores ældre, skaber trygge daginstitutioner, driver skoler med ambitioner – og gør det hele med respekt for borgernes penge og tid.

Men det kræver, at vi prioriterer benhårdt. Og det starter med at stille ét spørgsmål, hver gang vi overvejer et nyt projekt, en ny bygning, en ny indsats:

Er det her “need to have” – eller bare “nice to have”?

Hvis vi tør gøre det, kan vi skabe en kommune, der ikke lover for meget – men leverer det, der betyder mest. Og det, synes jeg, er det mest ansvarlige og ambitiøse, vi overhovedet kan gøre.

Frederik Tuxen Bjerrum

Hvad tænker du?

Enig, uenig – eller har du forslag, erfaringer eller et andet perspektiv, du vil dele? Skriv til mig – jeg læser det hele 😉